Var det en forkert tanke?

Som fortalt i mit første indlæg, var det en stor overraskelse, at vi skulle være forældre til to. De første timer, dage og egentlig nok den første måned efter nyheden om tvillinger, gik jeg ofte med tanker, som jeg ikke turde sige højt, da jeg var bange for folks reaktion. Men ingen hemmelighed er det da, at vi som noget af det første efter scanningen tænkte, skal vi vælge at jeg får en abort? Ja, mange vil nok tænke, at hvordan kan man have disse tanker? Det er da godt nok selvisk, men når man bliver ‘taget med bukserne nede’ kan det sagtens lade sig gøre. For nok havde vi besluttet, at vi skulle være forældre .. men tanken om to børn på én gang havde aldrig strejfet os.

Jeg var bange for at få folks negative reaktion, hvis jeg sagde mine tanker højt. Ville folk mon på forhånd stemple mig som den ‘uperfekte mor’, som ikke engang var blevet mor endnu? Eller ville folk mene at vi var uansvarlige, nu hvor vi selvfølgelig selv havde valgt, at starte på projekt baby? Mange ville nok mene, at vi bare burde være glade og lykkelige.

Det var vi selvfølgelig også ..

Men den første tid efter scanningen strålede vi ikke af lykke, da alt pludselig fra den ene dag til den anden, blev meget praktisk! Hvordan er man forældre, ikke bare til én men til to? Har vi nok plads derhjemme? Hvad med vores to små biler, der kan vi da ikke være? Udover alle de materialistiske ting, var vi selvfølgelig også meget bekymret for de to som befandt sig i maven. For mange bekymringer gik da også med, om vores tvillinger mon var sunde og raske? (Det skal lige siges at jeg kun var 6-7 uger henne, da vi finder ud af, at vi venter os tvillinger)

Grunden til den tidlige scanning, var at jeg hjemme testede positivt, hos lægen testede negativt, hjemme igen testede positivt, hos lægen endelig testede positivt, men alligevel havde jeg ingen tegn på graviditet, hvorfor jeg gerne 100 % ville have bekræftet, at jeg bar rundt på en lille spire inde i maven. Efter den tidlige scanning, kiggede Peter og jeg på hinanden, grinte lidt og blev hurtigt enige om, at en tidlig scanning var det helt rigtige valg!

En voldsom blødning og en bekymring mere .. i uge 9 vågner jeg en nat med voldsomme smerter og med kraftig blødning. Tårerne stod ud af øjnene på mig, samtidig med at jeg kigger på Peter og siger: “Du skal nok være opsat på, at jeg ikke længere er gravid” .. “Jeg er ikke gravid mere” .. “Jeg har aborteret” .. En søvnløs nat med så mange tanker, både negative og positive. For det kunne jo være, at det blot var det ene foster som var gået til? (Var det igen en forkert ‘ønskende’ tanke?) Men heldigvis viste en scanning på sygehuset i Nykøbing F. dagen efter, at alt var i den fineste orden og de ikke kunne give os en forklaring på blødningen.

Det blev endelig tid til nakkefoldsscanning i uge 12 .. dagene op til var med sommerfugle i maven. Den første scanning kunne man jo kun lige skimte to små fostre med hjerteblink. Vi kom til Slagelse Sygehus, hvor scanningen skulle foregå. Endelig kunne vi se lidt mere af vores tvillinger, som samtidig viste sig, at de gerne skulle være sunde og raske. Hvilken lettelse! Og først her, tror jeg at det rigtigt gik op for os, at vi nu skulle være forældre til to. Nu begyndte glæden at sprede sig i det lille hjem, for selvfølgelig skulle vi have vores tvillinger til verden!

Her begyndte vi at tænke, hvor fantastisk det var, at vi ‘helt selv’ på normal vis, kunne lave hele to babyer på én gang. Hvor heldige kan man lige være? Hvor unikt er det lige? Der er jo rent faktisk mange som slet ikke kan få børn, eller virkelig har svært ved det. Her begyndte alle de dårlige tanker at vende sig til en masse positive. JEG SKULLE VÆRE MOR, OG SAMMEN SKULLE VI VÆRE FORÆLDRE TIL TVILLINGER. LYKKEN VILLE INGEN ENDE TAGE! ❤