Mor til præmatur tvillinger

At være mor til to for tidligt fødte piger, kræver sin fortælling. Sin fortælling om graviditeten, fødslen, tiden på hospitalet, tiden på barsel, og især hele den følelsesmæssige rutsjebanetur.

Jeg vil starte med at introducere mig selv. Jeg hedder Cathrine, er nu mor til to fantastiske tvillingepiger og er kæreste med pigernes far Peter. D. 22 marts 2019 var dagen hvor vi fandt ud af, at jeg var gravid! Hvilken fantastisk følelse, nu at skulle være forældre til 1 barn .. men det viste sig i starten af april, til en tidlig scanning, at der muligvis ikke kun gemte sig én, men to! Og hvad tænker man så lige? 

De kunne først endeligt bekræfte det, ved en scanning en uge senere, da der endnu ikke var hjerteblink. Jeg tror nok lige, at det var den længste uge i vores liv … aldrig har dagene gået så langsomt!

Peter blev selvfølgelig lidt chokeret, blev jeg også, men jeg kunne med det samme se der var to. (Jeg har nemlig været så heldig at være med til en tvillingescanning før, da min søster også har tvillinger.) Så jeg var ikke i tvivl!

Glad, trist? Mange tanker satte denne scanning i hvert fald igang. For kunne vi finde ud af at være forældre til to? Har vi plads til to? Hvad med bil? Hvad med bolig? Hvad med min barsel? (Mor til to er sgu da umuligt, tænkte jeg) For jeg har selvfølgelig altid drømt om den her barsel, hvor jeg med mit ‘ene’ barn kunne tage i mødregruppe, på café, til babysvømning og alt det der hyggelige som mødre laver på barsel med sine børn. Det er vel ikke en helt unaturlig tankegang?

I bilen på vej hjem til Lolland, var der lidt stille. Vi snakkede lidt .. vi grinte lidt, for hvordan kan jeg få tvillinger, når også min søster har. Det troede vi var helt umuligt! Vi græd også lidt .. nok mest fordi det var en så uventet situation pludselig at skulle forholde sig til!

Lørdagen efter blev det endelig tid til endnu en scanning. Det viste sig meget hurtigt, som vi havde forventet, at der var to små fine hjerter som bankede så fint. ENDELIG! Nu fik vi klar besked, og kunne nu så småt begynde, at glæde os til at møde vores to små piger (vidste vi selvfølgelig ikke her, at det var)