Min graviditet med tvillinger

Det må være hårdt, vil de fleste tænke? Men vores tvillingepiger var min første graviditet, så om min graviditet var nem eller hård, er svært at svare på, udover at den i sidste ende pludselig tog en helt uventet drejning.

Med det samme man finder ud af, at man venter flere end én, får man straks besked om, at der er mange flere risiko forbundet med graviditeten. Jeg kan huske, da jeg til første scanning fik besked om, at jeg skulle sygemelde mig fra uge 28 tænkte jeg, hvorfor skal jeg det, hvis jeg til den tid har det fint? For i min stilling som ejendomsmægler skulle min barsel faktisk først begynde 4 uger inden termin, hvilket vil sige fra midt oktober. Jeg ville nemlig være sat igang midt i november, selvom min termin først var 2 december, da man med tvillinger altid bliver sat igang senest to uger før terminen.

Igennem hele min graviditet kan jeg prale af, at jeg på intet tidspunkt har været dårlig, selvom man oftest siger at man er dobbelt så dårlig når man venter to. Til gengæld har jeg haft en utrolig tålmodig kæreste, da mine hormoner oftest løb lidt løbsk. Dage hvor jeg græd, uden overhovedet at kunne forklare hvorfor? Mange vil synes det er meget underligt, hvilket jeg også selv synes den dag i dag. Men når man står i det, kan man ikke forklare eller beskrive hvorfor man får denne følelse. Derudover var jeg ekstremt træt, hvorfor det tidligt i graviditeten var en kamp at holde sig vågen på arbejdet efter frokosten ved middagstid. Jeg havde selvfølgelig også fået at vide af lægerne, at det var vigtigt jeg lod kroppen hvile hvis den havde brug for det, i og med at der altså voksede to babyer i min mave. Men stædig “Lis” her, hun skulle i hvert fald ikke bukke under for sin træthed på arbejdet. Jeg gav den gas som altid! Set i bakspejlet burde jeg måske bare have lyttet til min krop og fortalt min arbejdsplads om det, og bedt om den hvile jeg nu måske havde brug for .. bare en halv times tid! Det råd vil jeg give videre til andre mødre som venter flere. Allerede omkring uge 16-20 fik jeg ondt i ryggen. Jeg havde til sidst så ondt, at jeg ikke engang kunne sidde på en stol uden at tage smertestillende dagligt næsten. Det var frygteligt! Og det var her at alvoren gik op for mig. Måske var en sygemelding fra uge 28 mere end nødvendigt. Så mit eneste råd til dig som kommende mor/tvillingemor. Lyt til din krop, og husk at sig fra! 

Når man venter flere end én, skal man altid til mange flere scanninger end normalt. De skal nemlig hele tiden holde øje med at begge børn tager lige meget på, vokser lige meget og i det hele taget trives godt i maven, da de jo deles om det hele. Jeg var derfor til scanning hver 4 uge. (Nogle er oftere, hvis den ene f.eks. ikke vokser nok i forhold til den anden) Det var faktisk fantastisk at få lov til at se dem så meget. Hver gang fik vi at vide, at alt så fint ud. Det var jo en kæmpe lettelse hver gang, fordi man hele tiden blev gjort opmærksom på, at der var større risiko for at føde for tidligt eller blive sengeliggende, hvis de så at ens livmoderhals var for kort. Den blev målt hver gang .. eller det plejede de. Lige indtil den sidste scanning jeg nåede til! Denne dag var jeg både til scanning og jordemoder.

Jeg valgte at få jordemoder i Slagelse, da jeg vidste at det også var her jeg skulle føde. På Nykøbing Falster sygehus tager de nemlig ikke imod tvillingefødsler. Så jeg følte at det var det rigtige, at vælge en jordemoder et sted hvor de burde have rimelig godt styr på tvillingefødsler. Mine scanninger, lægebesøg og jordemoderbesøg blev derfor altid lagt samme dag.

Da jeg nærmede mig uge 28 kunne min krop simpelthen ikke mere. Den var så træt! Den gjorde ondt! Jeg valgte derfor at blive sygemeldt. Men det tog lang tid at nå frem til denne beslutning. Det var selvfølgelig først efter at samtlige læger, jordemødre og min søde kæreste havde banket mig oven i hovedet 10000 gange. Til sidst kunne jeg se fornuften. Grunden til at jeg ikke gjorde det noget før, var simpelthen fordi jeg var så nervøs for hvad mit arbejde og andre ville sige. For de kunne jo ikke mærke hvordan min krop havde det. Og ja ud ad til, så jeg jo ud til at have det fint!

Tilbage til den sidste scanning og jordemoder konsultation, som jeg jo egentlig ikke vidste var den sidste. Men det blev det. Denne dag havde jeg min svigermor med, da Peter havde et vigtigt møde på sit arbejde. Alle scanninger havde jo været fine, så vi tænkte at det var i orden, at han ikke var med denne ene gang. Scanningen gik fint. Endnu engang så alt fint ud. De kunne dog se at den ene lå forholdsvis langt nede, men de trives og havde det godt. Hun målte denne gang ikke min livmoderhals, hvorfor jeg spurgte meget forundret hertil. Jeg havde nemlig fået at vide, at det skulle man hver gang! Men jeg fik beroligende besked om, at det gjorde man ikke efter uge 28 hvis de øvrige scanninger var gået fint. Og det var de jo! Så jeg tænkte selvfølgelig ikke mere over det.

Samme dag var jeg til jordemoder, som også synes at alt var fint. Hun hørte hjertelyd og trykkede mig på maven, og kunne også mærke at den ene lå langt nede. Det vigtigste hun fortalte mig den dag var, at hvis vandet gik inden uge 34 skulle jeg sørge for at ligge mig ned og blive liggende. Denne besked blev desværre senere hen vigtig! Nemlig to uger senere i uge 30+6 gik vandet!