1 år siden …

I dag er det 1 år siden, at jeg en sen aften fandt ud af at jeg var gravid. Midt i en sorg over at miste min farmor, stod jeg pludselig med en positiv graviditetstest. Den aften jeg tog den, var Peter selvfølgelig ikke hjemme. Han var nemlig til fest med gutterne fra fodboldklubben. Nu havde den jo været negativ et par gange tidligere hvor han var hjemme, så hvorfor skulle den pludselig være positiv, tænkte jeg? Men det var den sgu. Glad var jeg jo, og ville jo så gerne fortælle Peter at vi skulle være forældre, lige nu! Men det kunne jeg ikke jo. Jeg kunne jo ikke fortælle en mand med 10 bajere i blodet, at vi nu skulle være forældre.

Det var så svært ikke at skulle sige noget. For samme nat skulle jeg selvfølgelig hente ham hjem fra denne fest .. det skal lige siges at jeg bestemt ikke havde sovet inden jeg hentede ham. Men jeg sov heller ikke særlig meget efter at have hentet ham. Det var en laaang aften og nat. Jeg havde allermest lyst til at råbe til ham .. Vi skal være foræææælllddrree!

Næste morgen efter måske sammenlagt 2-3 timers søvn, vågnede jeg allerede kl. 06 ca. Og lige fra klokken 06 til langt op af formiddagen gik jeg bare og trippede og ventede på at han skulle stå op, så jeg endelig kunne fortælle ham, at vi skulle være forældre. Jeg var nok den mest irriterende kæreste denne morgen, for pludselig gik jeg og ryddet op og lagde tøj sammen i soveværelset kl. 08, nok mest af alt, fordi jeg håbede, at jeg kunne vække ham ved at larme lidt. Stakkels mand med tømmermænd!

Men endelig. Endelig omkring kl. 11 stod han op. Jeg vidste slet ikke hvordan jeg nu skulle fortælle ham, at jeg havde taget en graviditetstest og at den altså var positiv. Men efter en halv times tid kunne jeg ikke længere holde tårerne tilbage. Glædes tåre selvfølgelig, men det vidste han jo ikke. Han spurgte selvfølgelig hvorfor jeg var ked af det. Jeg fik blandt tårer og hulken fremstammet at jeg var gravid og at han dermed skulle være far. Han kyssede mig, krammede mig og fortalte mig, hvor fantastisk han synes det var! Den vildeste følelse gik igennem kroppen på mig, endelig kunne jeg dele den glædelige nyhed med ham, og han blev så glad.

Men som sagt, mistede jeg desværre også min farmor i ugen op til. Det blev mandag som var dagen hvor vi skulle til bisættelse, men også dagen hvor vi selvfølgelig skulle til lægen og lige have bekræftet, at det var rigtigt jeg var gravid. Mandag var dermed virkelig en blandet dag med sorg og glæde. Allermest fordi jeg ved hvor god en oldemor min farmor ville have været for vores piger. Jeg er så ked af, at hun ikke nåede at skulle opleve mine børn, altså hendes oldebørn. At være så ked af det samtidig med at man var lykkelig over den lille spire som var i min mave, var en mærkelig følelse. Vi kunne jo ikke fortælle det til nogle. Men vi tog en fin afsked med min farmor og jeg fik hvisket til hende i alt hemmelighed, at der inde i min mave var en lille gave. Jeg er sikker på at hun sad for oven og lyttede til hvad jeg sagde. Hun ville have været så stolt!

Derfor er lige netop i dag en særlig dag. Vi skulle i dag have holdt pigernes barnedåb, vi havde glædet os meget til at fejre deres dag med en masse fantastiske mennesker. Det hele ser dog lidt anderledes ud i verden lige for tiden, så vi må vente med at fejre deres dåb på et senere tidspunkt. Vi har derfor været inde for at navngive dem, så de har fået deres fine navne Elna og Nora.